søndag, oktober 08, 2006

Lidt om min lagerøl

14 dage er bare for længe, så jeg åbnede derfor den første lagerøl i går. Blev positivt overrasket .... og det blev Grete også. Vi var enige om, at den er væsentlig bedre end første bryg.

Lagerøllet kom på flaske for 11 dage siden og allerede nu kan det drikkes. Mangler stadig en smule Co2, men det skal nok komme. Skummet står ikke så længe, men det skal det vel egentlig heller ikke på en lagerøl. Er fin klar, og har en flot mørk farve. Smagen er lidt kantet, men den smager faktisk ganske udmærket allerede nu.

Hvis vi skal holde fast i vores karakterskala, skal den have 6 ud af 10 point. Lidt afrunding i smagen, en anelse mere kulsyre og den er oppe på 7. Måske er den sådan om et par måneder?

Jeg har brugt lidt tid med at lærse om humle, malt, gær og mæsketemperaturer og ved nu lidt mere om det hele. Har derfor flikket endnu en opskrift sammen på BeerCalc. Denne gang har jeg opfundet en Red Ale. Vores første øl var også en Ale. En temmelig mørk en af slagsen. Også de to næste øl var mørke, så nu er det på tide at lave en, der ikke er så mørk. En der virkelig viser, om vi kan brygge en klar øl uden grums.
Om den så bliver rød, ved jeg ikke, men jeg tror det. Den eneste malt der har farve af betydning, er Cara Red malt og det burde vel give en rød øl, eller hvad? Så er spørgsmålet bare, om de to andre vil være med, eller om de vil holde en pause?

Alt i den øl er overvejet med omhu. Alle tre malttyper har et formål, humle indholdet er med vilje meget højt og gæren er valgt ud fra, det er den der efter sigende gir det klarest bryg inden for kategorien Ale gær. Hvis vi så samtidig køber malten valset, undgår vi det kaffemølle problem jeg tidligere har beskrevet ;o)

Senere i dag skal vi flaske vore julebryg og her vil jeg lade de andre komme med deres dom over min lagerøl .....

Ingen kommentarer: