søndag, december 10, 2006

LabriBryg i ordnede forhold!!

LabriBryg er gået i ”økonomisk samarbejde” med GourmetBryggeriet (GB) i Roskilde. Et meget ensidigt økonomisk forhold ganske vist. LabriBryg anerkender og beundre kvaliteten af øllet fra Roskilde og da GB meddelte, de ville på børsen (First North), var det indlysende, at jeg som grundlægger af Labribryg og ølentusiast bare måtte være medejer af dette det næstbedste bryggeri i landet!

Jeg opretter et link til aktien, når den introduceres på børsen d. 13 december, så man kan følge udviklingen her på siden.


Udover dette økonomiske forhold har jeg i weekenden bragt orden i mit ægteskabelige forhold og er nu ikke længere ungkarl :o) Jeg har i direkte forlængelse af dette hørt, at der i nær fremtid vil blive sat et bryllupsbryg over .... så langt væk som i København. Som kanonkongen sandsynligvis ville formulere det, så er der her tale om en succes, der vokser og vokser og som ingen ende vil tage ……….

mandag, december 04, 2006

Stilheden!

Julemåneden er gået i gang og der er helt stille i bryggeriet. Efter en flot start med 6 vellykkede bryg på 3 måneder, ligger produktionen stille hen. De ”gamle bryg" ligger på lager og bliver bedre for hver dag, så man kan sige, at tiden arbejder for LabriBryg :o)

Jeg har brugt den stille tid på at købe en maltkværn, så jeg i fremtiden selv kan valse malt. Nyvalset malt har et højere indhold af enzymer, som er vigtige for mæskeprocessen og det færdige resultat.

Samtidig har jeg lavet opskrifter til de næste 3 bryg … en pilsner, en IPA og en porter. Malt, humle og gær er bestilt og kommer sandsynligvis i denne uge. Hidtil har jeg brugt frysetørret gær. I et par af de næste bryg vil jeg forsøge mig med flydende gær, som efter sigende kan forbedre kvaliteten. Da gær i princippet kan bruges ca. 5-7 gang, har jeg valgt, at to af de næste bryg skal bruge flydende ale gær. Først skal det bruges i IPA’en og bagefter i porteren.

Pilsneren bliver en videreudvikling af den første pilsner og skal bruges til en rund fødselsdag i den nærmeste familie ... ja det vil sige, i familie er jeg faktisk ikke ... endnu ... men det må jeg så se, om jeg ikke kan komme inden fødselsdagen, så jeg kan komme med til festen og smage øllet ;o)