lørdag, juli 22, 2006

Vorbasse Marked


Markedet er ved at være slut. Jeg fandt kun een enkelt genstand, der kan bruges i det kommende bryghus ...........

søndag, juli 16, 2006

Lidt om navnet


Navnet LABRIBRYG blev udtænkt af Nicolai på vej hjem fra Sørens konfirmation for et par måneder siden. LABRIBRYG ligger rigtig godt i munden og Labri er nært knyttet til Vorbasse, så navnet virker helt indlysende, nu det er dukket op!

Professor Labri
Gøgleren der gjorde Vorbasse landskendt

"Tag kæresten under armen, svigermor i nakken, op ad trappen og ind af klappen til et udsøgt program. Der er endnu plads til fire hundrede tusinde derinde, foruden kvinder og børn. Det er min allersidste tourné, for nu vil skatteministeren have forlystelsesskat. Derfor har jeg planlagt, at trække mig tilbage som malkerøgter ved fattiggården i Vorbasse. Teltet bliver solgt til finansministeren, og så kan han rejse landet rundt og fremvise kassebedrøveren Alberti. Her hos mig må De sige du til direktøren, spytte på gulvet, pille Dem i næse og øre som det passer Dem - Vi trækker os nu tilbage, og forestillingen kan tage sin begyndelse."

Så tog han hatten af, bukkede pænt for publikum, og skred som en konge ind i det lille lasede telt. Her tryllede han for gæsterne, der morede sig ustyrligt, når han trak damebenklæder, sutteflasker m.v., op af lommerne på folk. Den fornøjelige gøgler brugte også andre metoder, når publikum skulle overbevises om forestillingens kvaliteter. Når professoren kom på scenen, bad han straks publikum om at klappe, så de mange mennesker udenfor kunne høre, at det var en god og morsom forestilling. Den som klappede længst, blev ofte belønnet med en femkroneseddel. Publikum klappede, og Labri scorede gevinsten. Sådan gik det hver gang, når den navnkundige gøgler besøgte landets festpladser.

Privat gik professoren altid klædt i sort diplomatfrakke og høj hat, og om vinteren havde han uldne tørklæder viklet om halsen. Endvidere bar han lorgnetter, der var fastgjort med en lang sort lidse, og så havde han i øvrigt altid en kort cigarstump dinglende i mundvigen. Han drak ikke stærke drikke, men kaffe i spandevis fortælles det.

Professor Labri, blev født i Nyborg den 5. August 1863, og hans borgerlige navn var Johannes Marinus Dines Petersen. I sin ungdom kom han i skomagerlære, men stod ikke sin læretid ud, idet han havde et stort ønske om at blive sømand. Livet som sømand varede ikke ret længe. Det fortælles, at han faldt ned i lasten på et skib, hvorved han pådrog sig en skævhed i kroppen, og den skade fulgte ham resten af livet. Udover ønsket om at blive sømand havde han en drøm om at blive linedanser eller skuespiller, men det satte hans invaliditet en stopper for. I stedet blev han en fremragende tryllekunstner, og sammen med sit store talent for underholdning, rejste han i sommerhalvåret rundt til markeder og byfester over hele landet inklusive Vorbasse Marked.

Professoren gjorde Vorbasse kendt over hele landet, ved at benytte enhver lejlighed til at omtale byens gadekær som en krigshavn.

Vi tror Labri er lidt stolt over, at han endnu engang har lagt navn til noget stort ;o)

Længe før 1. bryg

De store tanker er tænkt, webmasteren ansat, spande, gryder, malt, humlen, gær er købt og forventningens glæde er stor. På denne side kan du fra i dag følge tre håndbryggeres beretning om ølbrygningens glæder og sorger. Vi vil beskrive fremgangsmåder, opskrifter, succeser og fiaskoer i den rækkefølge de kommer. Det er sommer og Vorbasse Marked står for døren.
Det samme gør sommerferien og derfor vælger vi at udsætte brygstarten til begyndelsen af august. Første bryg vil blive en Indian Pale Ale brygget på en opskrift af Maibock maltekstrakt, spraymalt og humle. Opskriften har vi lånt her: sparvejers.dk/IPA


Du kan se alle ingredienserne på billedet. Vil du vide mere om India Pale Ale eller andre typer øl, kan du bruge dette link: beerlabels.dk

lørdag, juli 01, 2006

Vær at vide før du bestiller :-)

Jeg er hobbybrygger, så jeg lever på ingen måde af at lave øl. Jeg er ikke moms registreret eller underlagt nogen kontrolmyndigheder, så du skal opfatte det, som når du køber friskplukkede jordbær ved landevejen.

Prisen er, lidt afhængig af type, ca. 250 kr. for 10 liter afhentet på min adressen.

Rene flasker
Rengjorte flasker er et absolut must og det kræver desværre lidt arbejde. Når du afhenter dit bryg, kommer du med rengjorte flasker. På den måde slipper vi for at afregne flaskepant.

Rene flasker er flasker uden mug i bunden og uden etiketter og lim. Du får flaskerne rene ved at lade dem ligge i vand i nogle timer. Etiketterne falder næsten af af sig selv og limen kan vaskes af med en opvaskesvamp. Hvis der er mugpletter i bund af flaskerne, får du urenhederne ud ved at lade flasken stå med en opløsning af vand og soda (flaskerens) eller en mild opløsning af vand og klorin i nogle dage. Husk at skyl efter med koldt vand et par gange. Alle ølflasker kan bruges, bare de passer til en almindelig ølkapsel.

Hvilken øl og hvor meget skal du bruge?
Du kan overveje at bestille flere modeller på én gang. Næsten alt kan lave – pilsner, classic, porter, hvede, mørk hvede, julebryg eller …. ja du kommer bare med et forslag, så skal jeg nok melde fra hvis jeg ikke mener, det kan laves. Du kan også sige hvad du skal bruge det til, så hjælper jeg dig med valget.

Alt hjemmelavet øl har lidt bundfald og det er helt uskadeligt. Bundfaldet er gærrester efter den gær, der er med til at danne kulsyren i flasken. Normalt er bundfaldet fast og bliver i flasken, når den hældes (forsigtigt) op. Skulle lidt af bundfaldet komme med ud i glasset, bevirker det kun, at øllet mister lidt af sin klarhed. Det er ligesom med dyr vin, her er der også bundfald i flasken!

Hjemmebrygget øl smager af meget mere end de billige øl de fleste danskere køber i kassevis. Hjemmebrygget øl, som det jeg laver, er fuldt på højde med øl fra alle de nye bryggerier, altså øl til en 15-50 kr. flasken.

Jeg bruger ikke ekstrakter, færdige ølsæt eller andre hop over gærdet hvor det er lavest. Af samme årsag tager det minimum en måned fra bestilling, til øllet kan hentes.

Nu du har læst alt det her, er du ved at være klar til at kontakte mig. Du kan skrive til mig ved at
klikke her.

Vil du tilbage til forsiden klik her


Med venlig hilsen
Sten Jacobsen